|
Indkaldelse
til ekstraordinær generalforsamling
Dicars bestyrelse
indkalder hermed til ekstraordinær generalforsamling mandag den
23. oktober klokken 19.00 på CFJE, Olof Palmes Allé 11, 8200
Århus N i det store mødelokale.
Bestyrelsen
foreslår at nedlægge Dicar.
Dagsorden
1. Valg af dirigent
2. Forslag om at lukke Dicar
Det er ikke rart at konstatere, at en periode er slut, når der er
sket så meget godt. Men det har vist sig umuligt at få en
større finansiering til at drive aktiviteterne videre i Dicar.
Bestyrelse og direktion har derfor længe arbejdet for at få
drejet virksomheden over til ren kommerciel drift, hvorpå der kunne
bygges nogle almennyttige aktiviteter baseret på fondsfinansieringer.
Sent i dette forløb gik det op for Tommy Kaas og Nils Mulvad, at
de ville ende i en struktur, som de ikke tror er bæredygtig (en
bestyrelse af brancherepræsentationer til at lede et firma, der
skal sælge til branchen, og hvor et overskud skal trækkes
hen til almennyttige aktiviteter). Tommy Kaas og Nils Mulvad har derfor
valgt at videreføre kommercielle produkter i deres eget firma.
Hovedparten af bestyrelsesmedlemmerne støtter denne tanke. Omend
det er med ærgrelse. De ser en fordel i, at aktiviteterne videreføres
på kommercielle vilkår.
Bestyrelsen har arbejdet med forskellige modeller for, hvad man kan gøre
i den nuværende situation. Vi er blevet enige om en overdragelsesaftale
med Tommy Kaas og Nils Mulvad omkring nogle af aktiverne og forpligtelserne
på rent forretningsmæssige vilkår.
Bestyrelsen ser intet grundlag for at drive et Dicar på kommercielle
betingelser, dels fordi de to hovedkræfter, Tommy Kaas og Nils Mulvad,
er væk, dels fordi de etablerer et firma, der tilbyder de samme
produkter.
Et sådant forsøg vil kun koste en masse penge og gøre
det meget svært at skabe et marked for disse ydelser.
Vi foreslår derfor at nedlægge det nuværende Dicar,
sådan at beslutningen sker nu og med ikrafttræden på
et tidspunkt i første halvår af 2007, hvor det nuværende
socialfondsprojekt er afsluttet og godkendt og de resterende midler afregnet.
De almennyttige aktiviteter i Dicar kan forhåbentlig videreføres
i andet regi.
Se også
referatet fra sidste bestyrelsesmøde:
http://www.dicar.dk/omdicar/referater.htm
Dicars statutter
ses her:
http://www.dicar.dk/omdicar/statut180404.htm
En generalforsamling
kan nedlægge Dicar med 2/3 flertal blandt de afgivne stemmer på
generalforsamlingen.
|