|
DICARs baggrund Baggrundsnotatet afspejler DICARs historie og er senest revideret i forbindelse med lukningen af Dicar december 2006. DICAR – Dansk Institut for Computer-Assisted Reporting blev foråret 1999 oprettet af Foreningen for Computerstøttet Journalistik. Ideen var, at instituttet "skal virke som dynamo i Danmark for brug af computerstøttet journalistik samt følge bestræbelserne på åbenhed i den offentlige sektor i forbindelse med overgangen til elektronisk sagsbehandling og arkivering. Instituttets drift skal hvile i sig selv og finansieres af tilskud fra offentlige og private kilder, medlemskontingenter samt brugerbetaling for kurser, foredrag, seminarer etc. DICAR har hjemme på Danmarks Journalisthøjskole, som instituttet har underskrevet en samarbejdsaftale med, men instituttet vil samarbejde med alle, der beskæftiger sig med uddannelse og efteruddannelse af journalister". Foreningen for Computerstøttet Journalistik blev oprettet i 1997 af en flok journalister, der gennem nogen tid på individuel basis havde benyttet sådanne teknikker. Foreningen var inspireret af – og havde et udbygget samarbejde med – den amerikanske forening Investigative Reporters and Editors (IRE) samt dennes underafdeling NICAR, National Institute of Computer-Assisted Reporting. Målet for DICAR var "at samle viden og være et center for oplysning og erfaringsudveksling vedrørende computerstøttet journalistik. DICARs stab kan arrangere foredrag, seminarer og kurser – herunder etablere kurser med kort varsel, når behovet viser sig på arbejdspladserne. DICAR vil stille databaser til rådighed for journalister. Desuden står DICAR for en elektronisk døgnvagt, der kan rådgive foreningens medlemmer inden for emner af både juridisk og teknisk karakter". Læs statutten. Bestyrelsen: Beslutningen om at oprette instituttet blev taget af Foreningen for Computerstøttet Journalistik. Foreningens bestyrelse nedsatte en arbejdsgruppe, der i forbindelse med stiftelsen efterfølgende blev udnævnt til institutbestyrelse. Den første bestyrelse bestod af:
To indsatsområder: Instituttets arbejdsopgaver faldt især inden for to hovedområder: "Dels følger og støtter instituttet de bestræbelser på åbenhed, der foregår i den offentlige sektor i forbindelse med overgangen til elektronisk sagsbehandling og arkivering. Dels arbejder det på at fylde nyt effektivt værktøj i den journalistiske værktøjskasse". Elektronisk aktindsigt: Flere af foreningens og arbejdsgruppens medlemmer havde længe fulgt bestræbelserne på at fremme åbenheden i den offentlige sektor og i denne forbindelse samarbejdet tæt med Forskningsministeriet. Denne indsats fortsatte naturligt i DICARs regi. Over for myndighederne pressede DICAR fortsat på for at opnå den størst mulige grad af åbenhed. Omvendt skulle instituttet arbejde for, at pressen lærer at benytte de muligheder, der viser sig. En vedvarende opgave for instituttet var for eksempel at orientere om og give praktisk undervisning i, hvordan journalisten får det størst mulige udbytte af at følge myndighedernes åbne postlister og hvordan man ad elektronisk vej kan "komme ind" i de sager, der har almen interesse. DICAR gennemførte mange kurser for at lære journalisterne effektive program-værktøjer. Kurserne skulle demonstrere, hvordan det at indsamle og bearbejde data kan føre til væsentlige journalistiske produkter af betydning og interesse for offentligheden. Der blev gennem årene undervist i brug af regneark, databaseprogrammer, online-søgninger etc. - for at gøre medarbejderne på de journalistiske arbejdspladser fortrolige med at udnytte de muligheder, den informationsteknologiske udvikling giver. DICAR har stillet databaser til rådighed for journalister. I første omgang opbyggede Dicar en databank. Typisk ved at Dicar fik adgang til at viderformidle data, efter at et medie havde brugt dem i forbindelse med en serie artikler, eller fordi man skaffede dem fra offentlige myndigheder. Sidenhen opbyggede Dicar et Researchcenter, der blev tilgængeligt mod betaling af abonnement. Aktiviteter: Dicar har gennem årene haft en hjemmeside på internettet, www.dicar.dk, hvor journalister – medlemmer eller ej – har kunnet hente færdige data, nyttige link eller bare gode tip som en hjælp i det daglige arbejde. Foreningen har stået bag en elektronisk postliste, der har sørget for løbende information til flere hundrede abonnenter. Foreningen og instituttet har deltaget i undervisning og været drivende kraft bag konferencer og seminarer. Dicar har sammen med FUJ stået bag de to første internationale konferencer om global undersøgende journalistik - i 2001 og 2003. I 2003 blev det globale netværk for global undersøgende journalistik endvidere dannet med Dicar og IRE som initativtagere. Finansiering: DICAR har aldrig skullet give overskud, men hvile i sig selv. De økonomiske midler til at oprette og drive instituttet skulle hentes ved at ansøge offentlige myndigheder, private virksomheder, fonde og presseorganisationer om økonomisk støtte. Den væsentligste del af Dicars finansiering blev fra 2001 skaffet gennem to større projektbevillinger fra Den Europæiske Socialfond - samt en mindre fra Det Digitale Nordjylland. Læs mere om socialfondsprojekterne. Gennem årene 2001 til 2006 blev der ført dagbog over alle større begivenheder i Dicars liv. Læs dagbogen. Afslutningen I midten af 2006 viste det sig umuligt at få en større finansiering til at drive aktiviteterne videre for i Dicar. Bestyrelse og direktion arbejdede længe for at få drejet virksomheden over til ren kommerciel drift, hvorpå der kunne bygges nogle almennyttige aktiviteter baseret på fondsfinansieringer. Sent i dette
forløb gik det op for to af Dicars medarbejdere, Tommy Kaas og
Nils Mulvad, at de ville ende i en struktur, som de tvivlede på,
var bæredygtig (en bestyrelse af brancherepræsentationer til
at lede et firma, der skal sælge til branchen, og hvor et overskud
skal trækkes hen til almennyttige aktiviteter). Tommy Kaas og Nils
Mulvad valgte derfor at videreføre kommercielle produkter i deres
eget firma. På tidspunktet for lukningen bestod Dicars faste medarbejderstab af Kresten Johansen, Kim Stenbryggen, Tommy Kaas og Nils Mulvad. Koda Flemming Svith, der var en af de centrale personer helt fra den tidligste start, blev ansat som lektor på Danmarks Journalisthøjskole. Michael Holm, der også arbejdede flere år i Dicar, fik efter en periode som erhvervsredaktør på Nordjyske Medier, ansættelse på 24 Timer. Lars Aarup, der i en del af 2006 arbejdede i Dicar, fik job på Samvirke. Han blev 2007 initiativtager til netværket for Car-journalister, Dicar Forum. Kim Stenbryggen og Kresten Johansen skiftede arbejdsplads til Danmarks Journalisthøjskole. Tommy Kaas og Nils Mulvad stiftede sammen analysevirksomheden Kaas & Mulvad I/S.
|
||